Livmoderen er fæstnet eller hængt op inde i bughulen i en form for “elastikker”. Elastikkerne hedder ligamenter eller ledbånd. Ledbåndene skal i graviditeten vokse i takt med, at livmoderen vokser. Når livmoderen vokser og bliver større, strækker det i ledbåndene, der også bliver længere. Tager din baby (og dermed livmoderen) et hurtigt væksthop, er det ikke altid at ligamenterne kan følge med, og der kan opstå smerte i den ene eller anden side (sjældent i begge på en gang).
Hvordan mærkes ligamentsmerter
Det er forskelligt, hvor meget man mærker til udtrækningen af ligamenterne.
Dem der mærker ligamentsmerter kraftigt oplever det som jag af smerte i lysken. Smerterne kommer ofte pludseligt og føles som en syl eller et knivstik ind i maven / siden – og går ofte lige så hurtigt over igen. Smerten er ofte ret voldsom og intens, og den umiddelbare tanke kan derfor være, at der er noget helt galt, at man er ved at miste barnet. Derfor kan ligamentsmerter give anledning til stor forskrækkelse.
Smerten kan sammenlignes med et vrid på foden. Bortset fra at det er naturligt og ganske ufarligt. Det er bare livmoderen, der vokser lidt for hurtigt til, at ophænget – altså ligamenterne – kan følge med.
For andre er ligamentsmerterne bare en trækken nederst på livmoderen, enten i begge sider eller i den ene side. Der føles lidt som menstruationssmerter.
Hvor ofte opstår ligamentsmerter?
Mange gravide oplever ligamentsmerter i graviditeten. Nogle har dem bare en gang, men de fleste har dem i forskellige perioder.
Hvad kan jeg selv gøre ved ligamentsmerter?
Det hjælper at vide, at det ikke er farligt (uanset hvor voldsomt det mærkes), for ofte er det værste ved ligamentsmerter, at man bliver bange.
Gravid-yoga er en fantastisk motionsform og måde at bruge kroppen på, der både udstrækker og afspænder og dermed kan være med til at afhjælpe alle former for graviditetsgener, herunder ligamentsmerter.
- Du kan læse mere om yoga i graviditeten her ⇒
- Du kan købe vores online yogakursus mod bækkengener her =>
Det hjælper som regel også at lægge sig lidt lige mens det står på. Man kan også forsøge sig med en varmepude. Den bliver også god at have sidst i graviditeten og til den begyndende fødsel derhjemme.
- Du finder en god varmepude her =>
Andre artikler om graviditet
- Om babys bevægelser i livmoderen
- Hvad er symfyse-fundus målet?
- Ligger din moderkage lavt?
- Plukkeveer, hvad du skal vide om dem
- Læs om kroppens forandringer i graviditeten